Skrivefællesskab med Ana og Kathrine (tilmelding fuld)
Om skrivefællesskabet
Til dig, der vil sætte ord på dine oplevelser og udforske din fortælling gennem kreativ skrivning ✍️
Vores digitale skrivefællesskab er for dig, der har lyst til at skrive om dine erfaringer, tanker og/eller følelser, prøve kræfter med skriveteknikker og styrke din personlige stemme i et trygt rum med andre skrivelystne unge. To frivillige gruppeledere vil guide dig og de andre deltagere i skriveøvelser, -teknikker og måder at reflektere over sin tekst på. Der er plads til dig, der både vil skrive om dine egne oplevelser, og også plads til dig, der vil træne din skriveteknik eller prøve kræfter med forskellige genrer. Alle er velkomne!
Det vigtigste for at deltage er blot, at du har fået lidt afstand til dine oplevelser, føler dig klar til at reflektere over dem og har lyst til at lære om forskellige skriveteknikker.
Når et fællesskab starter op, mødes I online én gang om ugen i et 7-ugers forløb. Sammen med en lille fast gruppe og to frivillige skrivegruppeledere dykker I ned i forskellige temaer - lige fra budskaber der bevæger og kreativ skrivning, til hvordan man passer på sig selv, når man skriver om sit eget liv. Hver gang vil der være oplæg, skriveøvelser og mulighed for at dele og få feedback.
Praktiske detaljer
- Alder: For dig mellem 16 og 35 år.
- Format: Vi mødes online via computeren i UngTilUngs digitale møderum, som dette event linker over til. For at skabe den bedste tryghed og det stærkeste fællesskab, mødes vi med kamera og mikrofon tændt.
- Efter tilmelding: Så snart du har tilmeldt dig, vil du indenfor en kort periode modtage en bekræftelse på din tilmelding.
- Mødegange:
Onsdag d. 26. august kl. 19:00 - 21:00
Onsdag d. 2. september kl. 19:00 - 21:00
Onsdag d. 9. september kl. 19:00 - 21:00
Onsdag d. 16. september kl. 19:00 - 21:00
Onsdag d. 23. september kl. 19:00 - 21:00
Onsdag d. 30 september kl. 19:00 - 21:00
Onsdag d. 7. oktober kl. 19:00 - 21:00
Mød dine værter

Ana A.
Jeg hedder Ana og er 29 år. Jeg bor i Søhojlandet med min kæreste, kat og 22 akvariefisk. Siden jeg var barn, har jeg haft en stor glæde ved sprog og det, at fortælle historier. I 2018 gik jeg på Skrivekunstskolen i Aarhus, hvor jeg for alvor begyndte at skrive. Genre tænker jeg ikke så meget i, det er mere brudstykker af tanker eller billeder der bliver nedskrevet. Jeg bruger skrivning som kreativt outlet når følelser eller fantasi trænger sig på. Udover litteratur går jeg meget op i min køkkenhave og bouldering.
Jeg glæder mig til at møde jer og få gang i nogle fede tekster.

Kathrine B.
Hej, jeg hedder Kathrine, og jeg er 31 år. Jeg har skrevet, så længe jeg kan huske. Som barn fyldte jeg notesbøger med historier, og i dag skriver jeg både digte, debatindlæg og arbejder på min første roman. Jeg er optaget af mennesker, relationer og de små øjeblikke, der kan sige noget stort om, hvem vi er og hvordan vi oplever verden. For mig handler skrivning ikke om at finde de perfekte ord, men om at finde sin egen stemme. Jeg glæder mig til at skabe et rum, hvor der er plads til nysgerrighed, leg og gode samtaler om tekst.


