Vigtige dokumenter
Her finder du vigtige dokumenter, der hører til din rolle som skrivegruppeleder. Al materialet til forløbets mødegange finder du også her.
Kontakt
Du kan altid kontakte dine kontaktpersoner, Julie og Rikke, hvis du har spørgsmål til frivilligrollen, uddannelsen, dit fællesskab eller har tanker, refleksioner eller oplevelser, du gerne vil vende. Kontakt Julie på jmj@ungtilung.com og Rikke på ra@ungtilung.com.
Oplever du problemer med møderummet eller anden behov for akut hjælp ifbm. afholdelsen af en mødegang, så skal du kontakte UngTilUngs direktør, Jannik, som kan hjælpe. Skriv en besked til ham på 60 17 01 96 og fortæl, at du er gruppeleder, og hvad du har behov for hjælp til, så ringer han dig op asap.
Dokumenter til din rolle
Her finder du vigtige dokumenter knyttet til din frivilligrolle, som du skal læse i tillæg til videoerne her i uddannelsen.
Skriftlig frivilligguide til rollen:
Oplæsning og feedback
I et skrivegruppeforløb er sidste mødegang sat af til, at alle kan læse lidt op fra de tekster, de har arbejdet på undervejs i forløbet, efterfulgt af en fælles runde, hvor oplæser modtager lidt feedback fra gruppen. I UngTilUng arbejder vi ikke med vurderingsfeedback, men oplevelsesbaseret feedback, som du skal læse lidt mere om i dokumentet her.
For at gøre den afsluttende mødegang så tryg og ukompliceret som muligt, introducerer vi minioplæsninger som en fast del af de første fire mødegange. Det kan nemlig for nogle godt føles som en stor og skræmmende opgave at skulle læse noget op til allersidst, hvis det er helt nyt. Ved løbende at "tage hul på bylden" på en fuldstændig uforpligtende måde, afmystificeres oplæsningen løbende.
Det kan du gøre ved løbende at nævne:
- At man meget gerne må læse lidt op undervejs - fx fra en af skriveøvelserne eller en enkelt sætning, som de har arbejdet på ved friskrivningstiden
- At det man læser op slet ikke behøver være en "færdig" eller sammenhængende tekst
- At fragmenter, sætninger eller små afsnit også er mere end nok til oplæsning
Nogle af vores grupper arbejder meget med skriveøvelser og ender måske med flere fragmentariske tekster. I de tilfælde kan det være hjælpsomt at minde deltagerne om, at sidste mødegang giver mulighed for at læse et selvvalgt afsnit op - og at man undervejs gerne må begynde at samle eller arbejde videre på noget, hvis man har lyst. For at give maksimal plads til fordybelse, er der i hver eneste mødegang afsat tid til, at man kan sidde og arbejde på sin egen tekst. Her forvandles møderummet til en hyggelig skriveworkshop, hvor der er ro til at skrive, og hvor deltagerne kan bruge hinanden samt jer som gruppeledere til løbende sparring, gode råd og uformel feedback på den tekst, de sidder med.
Det er ikke et krav, at deltagerne skriver en samlet fortælling. Men det kan være rart for nogle at blive mindet om, at de har mulighed for at fordybe sig i én tekst, hvis de ønsker dette.
Her kan det være rigtig godt for dig at bruge din faglige og relationelle dømmekraft. Det vil sige, at du mærker gruppen lidt og fornemmer, hvad deltagerne kunne have brug for.
Det vigtigste er bare, at oplæsningen til sidst ikke kommer som en overraskelse, men som en naturlig forlængelse af det arbejde, I allerede har været i gang med. God læsning med vores lille oplæsning- og feedback-guide! 🌿
Forankring - i selvstyrende grupper, i UngTilUng-regi og på det personlige plan
Når skriveforløbet slutter, efter jeres sidste mødegang, behøver det ikke betyde, at det er et punktum på skrivningen. Som I nok ved, er den 6. mødegang sat af til, at I kan hjælpe gruppen med at finde ud af, om de har lyst til at mødes på egen hånd og i hvilket format, som det skal være. Derfor kan du under 6. mødegang læse meget mere om dette med et specifikt talepapir og slides.
Den sidste mødegang læser I jo som nævnt op og giver hinanden feedback, og her kan det endnu engang være en god idé lige at drøfte sammen med gruppen, hvordan de kan tage skrivningen med videre. Måske har de allerede planlagt ved 6. mødegang, at de gerne vil mødes igen - så kan det være en god idé, at I opsummerer det og snakker lidt videre om det. Er de spændte? Holder de fast i at mødes den dag, I havde snakket om? Hvor tit?
Det kan også være, at I ved den 6. mødegang fandt ud af, at de ikke har behov for at fortsætte med at mødes, men stadig vil inkorporere skrivning med sig i hverdagen. Og der kan være mange måder at gøre dette på.
Nogle vil fortsætte med at mødes i selvstyrende grupper.
Nogle vil fortsætte som frivillige i UngTilUng.
Nogle vil tage skrivevanen med sig videre.
Og ingen veje er mere rigtige end andre 🌞
I dokumenterne herunder finder du inspiration til, hvordan du kan tale om alle mulighederne, når I skal til at afslutte forløbet efter oplæsningen ved sidste mødegang (obs: ved den 6. mødegang er der særligt specifikt talepapir til at tale om selvstyrende grupper, og hvordan man kan opfordre gruppen til at blive ved med at mødes).
Inspiration
Vi har spurgt tidligere frivillige skrivegruppeledere om inspiration til, hvilke andre øvelser, de lavede i deres fællesskab og dem har vi samlet her. Måske du kan bruge dem som inspiration til andre gode skriveøvelser :-)
Hvis du kender flere gode skriveøvelser, som I for eksempel også laver i fællesskabet, eller som du finder på undervejs, må du endelig skrive til Julie! Så kan vi nemlig løbende sætte flere skriveøvelser ind her i vores lille inspirationskatalog.
Slides, talepapir og øvelser
Her finder du en oversigt over de 7 mødegange samt tilhørende materiale i form af øvelser, talepapir og slides.
Vigtigt: Din kreative frihed og differentiering i gruppen
Husk, at alle talepapirer, slides og skriveøvelser blot er tænkt som en hjælp til dig, der synes, at det er rart at have en struktur fra os at læne sig fuldstændigt ind i. Du har masser af kreativ frihed, så du og din medgruppeleder er mere end velkomne til at freestyle, introducere jeres egne yndlingsøvelser eller ændre temaerne undervejs, hvis I mærker, at gruppen brænder for noget andet.
Vores deltagere kan desuden være ret forskellige. Nogle er helt nybegyndere, der har brug for faste, trygge rammer og guidede skriveøvelser for overhovedet at få hul på ordene. Andre er allerede rigtig langt i deres egen skrivning og bruger primært gruppen som et dedikeret frirum til at skrive videre på deres projekter samt få sparring og feedback.
For at ramme og gribe alle typer deltagere, vil I fra mødegang 2 og frem opleve, at skriveøvelserne er opdelt i to spor:
- Spor A: For de deltagere, der er helt nye i skrivningen eller som trives bedst med en bunden, guidet opgave.
- Spor B: For de deltagere, der er lidt mere øvede i skrivning og som ønsker lidt mere avancerede udfordringer, som de kan overføre direkte til arbejdet på egen tekst.
Hvis jeres gruppe er meget ensartet, kan I vælge blot at køre ét af sporene. Men hvis I har en blandet gruppe, kan I med stor fordel præsentere begge spor, så man som deltager helt selv kan vælge den udfordring, der matcher ens behov den pågældende aften.
Mødegang 1: Introduktion til skriveforløbet og motivation
Mødegangen går ud på at lande trygt i rummet, introducere deltagerne til forløbet og lære hinanden at kende. I taler om personlige skriverutiner og dykker ned i motivationen bag at skrive gennem en motivationsøvelse og en friskrivningsøvelse. Til allersidst tager I en helt uforpligtende runde med den første "minioplæsning" for at høre hinandens stemmer.
Hjemmeøvelse til deltagerne: Tænk over, hvilken slags skriverutine, der kunne fungere for dig, og prøv den eventuelt af i løbet af ugen.
- Talepapir med præsentation af skriveforløbet, samtalerunder omkring skriverutiner og øvelser om motivation og friskrivning
- Slides
Mødegang 2: Kreativ skrivning
Mødegangen handler om kreativ skrivning, herunder fortællestrukturer, måder at bygge sin fortælling op på, stemme og stil, sproglige og stilistiske virkemidler. Mødegangen skal hjælpe deltagerne med at finde frem til deres stemme og stil samt deres ønsker til, hvordan de vil og kan bygge deres fortælling op.
Obs: Ved næste mødegang (3) er der sat tid af til, at I kan bruge det første stykke tid på at tale om tekster, bøger, sangtekster og forfattere, der har rørt jer eller efterlader særlige indtryk af den ene eller anden årsag. Rund derfor gerne denne mødegang af med at nævne for deltagerne, at de gerne må tænke over det i løbet af ugen, så de har noget til snakken.
Mødegang 3: Budskaber og den røde tråd
Ved denne mødegang kan I starte med at tale om tekster og forfattere, der har rørt jer hver især. Derudover indeholder noget af mødegangen viden om UngTilUngs faglige metoder (peer2peer og positiv psykologi), som også er noget, der kan bruges i skriveprocessen. Efter en karakterstyrkeøvelse kan Spor A arbejde med at formulere et klart og direkte budskab til den tekst, de arbejder på, mens Spor B udfordres til at væve temaer, motiver og symboler skjult ind mellem linjerne i deres egne tekster. Indeholder desuden tid til skrivetid og minioplæsning.
Mødegang 4: Hvordan passer man på sig selv, når man skriver om sit liv?
Denne mødegang er delt 50/50 mellem egenomsorg (grænser) og skrivehåndværk. I første halvdel fokuserer vi på grænsesætning og forskellen på det private og det personlige, understøttet af en guidet meditation på lyd. I kan selv vælge, om I vil afspille vores indtalte guidede meditation, selv finde en på YouTube at afspille for gruppen, eller selv læse den guidede meditation op (ved at høre den her og skrive ned. I må meget gerne også freestyle!)
Anden halvdel skifter gear til det kreative arbejde med at skrive komplekse karakterer og levende, naturlig dialog. Der er to skriveøvelser denne gang.
Alt efter hvor meget tid, der er tilbage til sidst, kan I selv vurdere, om I vil afholde en runde med minioplæsninger fra dagens skriveøvelser, eller om I vil sætte tid af til fri skriveworkshop - I kan enten tage beslutningen som gruppeledere, eller spørge ud i gruppen, hvad de har behov for.
Mødegang 5: Feedback og min fortælling
Denne mødegang fungerer som en åben skriveworkshop, hvor der er skruet op for fordybelsen, og hvor deltagernes egne processer er i centrum.
Først guider I deltagerne gennem tips til redigeringsfasen og præsenterer en forberedende skriveøvelse i to spor. Derefter er der afsat 45 minutter til uforstyrret skriveworkshop, hvor I som gruppeledere gerne må opfordre til sparring, spørgsmål og brainstorms.
Herefter taler I lidt om oplevelsesbaseret feedback (her i uddannelsen finder du dokumentet "Oplæsning og feedback", som du gerne må læse). Aftenen rundes af med endnu en kreativ skriveøvelse, der hjælper deltagerne med at indkredse stemningen i deres fortælling.
Mødegang 6: Fællesskab og overgangen til selvstyrende grupper
Denne mødegang er udviklet med henblik på at klæde deltagerne på til at blive ved med at mødes i fællesskabet efter endt forløb. Grunden til dette, er, at vi har fundet ud af, at mange af vores tidligere deltagere rent faktisk godt kunne tænke sig at blive ved med at have kontakt til andre deltagere i deres gruppe, men for denne målgruppe kan det være sårbart og svært at være den, der rækker ud og tager initiativ til kontakten. Derfor søgte vi om midler hos Socialstyrelsen til at udvikle en hel mødegang, der konkret hjælper de deltagere, der har lyst, til hvordan de kan blive ved med at mødes - og disse midler modtog vi heldigvis.
Derfor handler den her mødegang om at tale om fordelene ved at blive ved med at mødes internt i fællesskabet, uden jer som frivillige gruppeledere. I snakker lidt om fordelene, laver en skriveøvelse og så hjælper I deltagerne med at lave første konkrete aftale for deres eget møde.
Obs: Hvis der er nogle deltagere, der har lyst til at blive ved med at mødes, er det så fedt! Det kan også være, at der er nogle, der ikke har lyst, hvilket naturligvis er helt ok. Hvis ingen har lyst, hopper I bare videre ned gennem materialet.
Giv gerne Julie besked, hvorvidt nogle deltagere havde lyst til at mødes, andre ikke havde eller slet ikke.
Hvis nogle gerne vil fortsætte med at mødes, så del endelig facilitatorguiden her (til dem, der gerne vil påtage sig den rolle) samt kataloget med inspiration til skriveøvelser (de to nederste dokumenter i denne mødegang).
- Talepapir
- Slides
- Facilitatorguide til de deltagere, der gerne vil mødes
- Inspirationskatalog med skriveøvelse til deltagere
Mødegang 7: Oplæsning, feedback og afslutning
Afslutningen på forløbet markeres med en oplæsningsrunde. I har naturligvis været igennem et par oplæsninger gennem forløbet, men denne gang er der sat mere tid af til det og meningen er, at man læser lidt op af et længere tekststykke eller en passage fra den tekst, som man har siddet og arbejdet på i løbet af forløbet.
I kan lige genopfriske rammerne for den oplevelsesbaserede feedback og herefter give alle deltagere tid til at læse op og modtage støttende tilbagemeldinger. I må meget gerne også selv læse op!
Til sidst må I gerne lige opsummere, hvis nogle af deltagerne har aftalt at blive ved med at mødes, så I kan "fejre" deres beslutning om at fortsætte på egen hånd. Ellers må I afslutningsvist meget gerne takke for et godt forløb og fortælle deltagerne om det spørgeskema, som de får tilsendt på mail ved afslutning. Det er virkelig virkelig virkelig fedt, hvis de vil bruge tid på at udfylde det, da deres (helt anonyme) svar har betydning for at vi kan blive ved med at tilbyde skrivefællesskabet.
